|
|
|
Bestilling af flybillet
Ved reservation bedes du oplyse dit fulde navn, som det står i dit pas. Hvis navnet i flybilletten ikke stemmer overens med dit pas, kan du risikikere at blive afvist ved check-in. Møder du op uden pas eller med ugyldigt pas, kan du ikke forvente nogen godtgørelse.
Børn der på afrejsetidspunktet endnu ikke er fyldt to år, skal placeres i forælders skød. Børn over 2 år får tildelt deres eget sæde.
Rejsedokumenter
Kontroller at ordrebekræftelsen, og dine rejsedokumenter er overensstemmende i henhold til det aftalte. Alle oplysninger der vedrører din rejse skal fremgå af de endelige rejsedokumenter. Kontakt os straks, hvis der opstår spørgsmål, eller noget er uklart.
Pas
Alle rejsende skal have gyldigt pas, også indenfor Schengen, da passet er det eneste ID, som beviser dansk statsborgerskab. Et pas, som er ødelagt eller udløber under rejsen, er ikke gyldigt. For rejser til de fleste lande (også indenfor Schengen) skal passet være gyldigt minimum 6 måneder efter hjemkomst.
For danske statsborgere med anden etnisk herkomst end dansk, der har bopæl i Danmark, gælder sommetider særlige forhold. Det kan forekomme, at personer med denne baggrund ikke automatisk har indrejsetilladelse i et andet land. Kontakt derfor det pågældende lands ambassade for yderligere oplysninger.
Visum
Idet visumregler hurtigt kan ændre sig, anbefaler vi altid, at du går ind på Udenrigsministeriets hjemmeside og får de sidste nye opdateringer. Bounty Club vil så vidt muligt gøre opmærksom på, om der kræves visum, og om det er nødvendigt at få det hjemmefra, eller om du kan få det ved ankomsten til dit rejsemål. Nogle lande opkræver et gebyr ved ansøgning om visum. Eventuelle udgifter tilfalder den rejsende selv, med mindre andet oplyses.
Afbestillingsforsikring
Skal bestilles samtidig med rejsen. Prisen er 6% af rejsens totale pris, og den dækker helt frem til check-in. Forsikringen dækker, hvis du ikke kan påbegynde rejsen pga. død eller alvorlig akut sygdom/tilskadekomst, som kræver hospitalsindlæggelse eller lægeordineret sengeleje.
Forsikringen dækker også nærmeste pårørende eller rejseledsager. Rejseledsager skal være på samme rejsebevis som den sygdomsramte. Forsikringen dækker også, hvis der inden afrejsen er sket væsentligt skade på grund af brand eller indbrud i din private bolig eller brand.
Såfremt du afbestiller din rejse pga. sygdom, og der er tegnet en afbestillingsforsikring, tilbagebetales det fuldt indbetalte beløb fratrukket forsikringspræmien. Bounty Club skal have besked om sygdommen inden afrejse, og lægeerklæring skal være Bounty Club i hænde senest 6 dage efter afbestilling.
Rejseforsikring
Sørg for at have en ordentlig og fuldt dækkende rejseforsikring. Det kan blive en dyr affære at rejse uden. Kontroller om din indboforsikring dækker, men vær opmærksom på, at selvrisikoen ofte er høj. Aktiv skadeshjælp, dvs. hjælp på rejsemålet, indgår ofte ikke i indboforsikringer.
Det kan være en jungle at skulle gennemskue en rejseforsikring. Bounty Club har lang og god erfaring med både Europæiske Rejseforsikring og Gouda. Sidstnævnte er ligesom Europæiske et verdensomspændende forsikringskonsortium, med kontorer over hele verden. Vi anbefaler på det kraftigste at du have en eller anden form for forsikring når du skal ud at rejse. Vi ser på rejsen som helhed, og det er derfor vigtig for os at vi kan sende dig ud på vore destinationer og vide at du er i sikre hænder. Vi kan tilbyde forskellige forsikringer, og vi vejleder dig gerne.
Du kan se nærmere på de ovennævnte forsikringsselskaber her
www.europaeiske.dk & www.gouda.dk.
Udvidet Ansvarsforsikring og Rejsegarantifond
Bounty Club har tegnet en obligatorisk udvidet ansvarsforsikring hos Europæiske Rejseforsikring. Denne forsikring koster kr. 35 pr. person, og opkræves automatisk i forbindelse med køb af rejse. Denne forsikring sikrer, at du som kunde, altid får en tilkendt erstatningssum udbetalt, hvis du har pådraget dig en skade, som Bounty Club, luftfartselskab eller Bounty Clubs samarbejdspartner er ansvarlig for. Reglerne er i overensstemmelse med Danmarks Rejsebureau Forening.
Vaccinationer & Sundhedsspørgsmål
Kontakt din egen læge i god tid før afrejsen. Rådfør dig om evt. hvilke vaccinationer du skal have. Nogle lande kræver specielle vaccinationer før indrejse.
Aflysning & Ændringer
Aflysning kan finde sted, hvis der ikke er opnået tilstrækkeligt deltagerantal. Ved aflysning af en rejse godtgøres det fuldt indbetalte beløb. Bounty Club er forpligtet til senest 14 dage før afrejse at underrette rejsedeltagerne, såfremt der ikke er tale om en pludselig opstået situation. Bounty Club forbeholder sig ret til at ændre en rejse, hvis tvingende forhold gør dette nødvendigt. Du kan læse mere om Danmarks Rejsebureau Forening på www.travelassoc.dk .
Rejsevaluta
Vekslingskontorer tilbyder ofte den bedste kurs. Tænk på, at det i langt de fleste tilfælde bedst kan svare sig at veksle til lokalvaluta på rejsemålet. Spørg altid til evt. vekslingsgebyrer. Det kan dreje sig om mange kroner sparet hvis der er tale om en procentsats eller et fast gebyr.
Høj- & Lavsæson
Rejsemål kan være meget forskellige. I højsæsonen er der ofte gang i restauranter, barer og lignende. Der kan være trangt med plads, opstå køer og lange ventetider samt fuldbelagte strande. I lavsæsonen kan man ofte regne med bedre service, næsten ingen køer og masser af plads på stranden. Ulempen ved lavsæson er, at hoteller, restauranter og lignende kan være lukkede og destinationen kan virke ”død”. I starten og slutningen af sæsonerne kan der være begrænset med aktiviteter på hotellerne.
Ankomst & Afrejse
I følge international praksis disponerer du over værelset frem til kl. 12.00 på afrejsedagen (lokale variationer kan forekomme). Dette gælder også hvis du har afrejse om aftenen eller natten. I nogen udstrækning vil der være dagrum hvor du har mulighed for at tage et brusebad, skifte tøj etc. hvis du har sen afrejse. Du kan ikke forvente, at beholde dit eget værelse, men du kan altid spørge i receptionen om det er muligt. Det kan ske at hotellet har ledige værelser den kommende nat.
Hotelstandarden
Hoteller har fået sin klassificering af respektive lands turistmyndighed. Den officielle vurdering adskiller sig imidlertid ofte fra virkeligheden, f.eks. af skattemæssige årsager. Vi har derfor valgt at udvide hotelbeskrivelserne med vores egen bedømmelse. I vores bedømmelse har vi også sammenlignet hoteller på forskellige rejsemål på samme kontinent.
Værdigenstande & Penge
Lad aldrig værdigenstande og penge ligge fremme på dit hotelværelse. Opbevar altid disse i hotellets deponeringsbokse. Evt. afgift afregnes direkte til receptionspersonalet.
Specielle ønsker
Specielle ønsker om at få værelse med en bestemt udsigt, etage, tæt ved medrejsende etc. modtager vi gerne, og vidersender dem til rette vedkommende. Vi kan aldrig garantere, at dit ønske kan opfyldes.
Reklamation & Klager
Hvis noget ikke fungerer eller lever op til forventningerne, beder vi dig om umiddelbart at kontakte den ansvarlige det pågældende sted og/eller evt. Bounty Club’s repræsentant lokalt, eller kontoret i Danmark. Kan problemet ikke løses på rejsemålet skal du kontakte os efter hjemkomst. Vi skal modtage en skriftlig klage for at kunne behandle sagen, samt evt. dokumentation fra rejsemålet.
Rejsemålets klima
Vi henviser til det enkelte rejsemål på vor hjemmeside, hvor der fremgår vejrdata fra DMI. Ikonet til højre findes på hver enkelt destination og ved at klikke på ikonet vises en klimatabel med 12 måneders vejrdata.
|
|
 |
|
|